MATERIALER

ABSA – bilag 1 – Undersøgelsesredskab

Er et redskab, der kan bruges af ergoterapeuten, til at indsamle data med relevans for en analyse af en individuel siddestillingsproblematik forud for afprøvning, valg og implementering af konkrete hjælpemidler.

Redskabet er bygget op i overensstemmelse med ABSA – AktivitetsBaseret SiddestillingsAnalyse og kan fx anvendes i samspil med OPPM.

Redskabet kan både bruges til at udrede allerede opståede fysiske skader (som fx tryk- og vævsskader/fejlstillinger) efter anvendelse af hjælpemidler og som en guide til at sikre sig, at alle vinkler på en problematik belyses på en dækkende måde, der tilgodeser, at brugeren fortsat kan udføre meningsfulde aktiviteter med udgangspunkt i sine siddehjælpemidler uden at pådrage sig fysiske skader af det.

Se i øvrigt: AktivitetsBaseret SiddestillingsAnalyse – ABSA – Kapitel 5, s. 28 – 33.

ABSA – bilag 2 – Redskab til tværfaglig registrering af tryk- og vævsskader

Er et redskab, der kan bruges af ergoterapeuten til at sikre sig præcise, specifikke, målbare og valide data omkring individuelle vævsskadeproblematikker. Redskabet kan opfattes som et oplæg til at etablere et tættere samarbejde mellem ergoterapeut og sårsygeplejerske, når der er tale om brugere med vævsskader, og som en guide til, hvad ergoterapeuten faktisk har behov for at vide, når hun skal træffe de mest hensigtsmæssige hjælpemiddelvalg på et oplyst grundlag. Endelig kan det bruges til at italesætte, at der er behov for et fælles sprog og en fælles forståelsesramme på området, således at typiske misforståelser kan undgås.

ABSA – bilag 3 – Fra sygeplejerskens sårjournal 

Består af små, typiske formuleringer fra forskellige sygeplejerske-sårjournaler samlet i udklip. Disse er gennemgået, korrigeret og forklaret af en kyndig og erfaren sårsygeplejerske og suppleret med et terapeutfagligt perspektiv, der samlet set skal bidrage til, at sygeplejerske og ergoterapeut bliver sikre på, at de formår at tale præcist om den konkrete problemstilling.

Formålet er over tid at skabe større træfsikkerhed i forhold til den individuelle analyse af årsager til konkrete vævsskader og dermed også større sikkerhed for, at det bliver muligt for ergoterapeuten at finde frem til de rette hjælpemiddelløsninger.